Certificering er ikke bare et stempel, det er et kraftfuldt værktøj til at skabe tillid, differentiere jeres virksomhed og drive forretningsudvikling. For SMV’er, der ønsker at positionere sig som grønne, ansvarlige og innovative, kan certificering være afgørende for at tiltrække kunder, samarbejdspartnere og investorer.
Men hvad betyder certificering egentlig, og hvordan kan det gavne jeres virksomhed?
Hvad er certificering?
En certificering er en ekstern godkendelse af, at jeres virksomhed, produkt eller proces lever op til fastlagte standarder. Det er en dokumentation for, at I opfylder specifikke krav inden for områder som etik, miljø, sociale forhold, sundhed eller kvalitet. En certificering afspejler transparens. Den er et strategisk ledelsesværktøj.
Tre typer af miljøcertificering
Inden for miljøcertificering skelner man typisk mellem tre typer:
- Produktcertificering: Her certificeres et enkelt produkt eller en service. Et velkendt eksempel er Svanemærket, det officielle nordiske miljømærke for produkter og serviceydelser inden for non-food. Svanemærket dækker bl.a. papirprodukter og trykkerier, møbler, husholdningsprodukter, tøj, byggeri og byggematerialer, emballage til rengøringsservice, spise- og konferencesteder, events, hoteller, vaskehaller til transportmidler. Listen over, hvad der kan certificeres med Svanemærket, udvides løbende.
Og I kender andre mærker såsom EU-blomsten, FSC-mærket eller det røde Ø-mærke inden for food-segmentet.
- Procescertificering: Her fokuseres på de specifikke processer i jeres virksomhed, f.eks. hvordan I håndterer ledelse, indkøb, produktion, salg samt håndtering af affald, energi eller kemikalier. Eksempler er ISO 14001 (miljøledelse) eller EMAS (EU’s miljøledelsessystem).
- Virksomhedscertificering: Her certificeres hele virksomheden. B Corp er et eksempel på en certificering, der vurderer virksomhedens samlede indsats inden for bæredygtighed, social ansvarlighed og gennemsigtighed.
Hvorfor er certificering vigtig for jeres virksomhed?
1. Styrker troværdigheden
En certificering viser, at I lever op til anerkendte standarder. Det skaber tillid hos kunder, der i stigende grad efterspørger dokumentation for bæredygtighed og ansvarlighed.
Det er vigtigt at undersøge, hvilken certificering der giver værdi for jeres virksomhed, afhængig af kundekrav og jeres markedet (Danmark, Norden, Europa eller Verden).
2. Et kraftfuldt markedsføringsværktøj
Certificeringer som Svanemærket, ISO 14001 eller B Corp kan bruges aktivt i jeres kommunikation. Det giver jer et konkurrencemæssigt forspring, f.eks. også i udbud. Derudover undgår I greenwashing samtidigt med at I viser jeres grønne og sociale profil.
3. Sikrer de rette leverandører
Ved at vælge certificerede leverandører sikrer I, at jeres værdikæde også lever op til de krav, I selv stiller. Det er især vigtigt for virksomheder, der ønsker at opfylde egne bæredygtighedsmål.
4. Driver innovation og forbedring
Certificeringsprocessen kræver ofte, at I ser kritisk på jeres processer og dokumentation. Det kan føre til nye løsninger, besparelser og forbedringer, der gavner både miljøet og bundlinjen.
Hvilke overvejelser er vigtige?
- Vurder behovet: Hvilke certificeringer er relevante for jeres branche og målgruppe?
- Undersøg mulighederne: Kontakt certificeringsorganer som Svanemærket, B Corp eller ISO for at høre om processen.
- Involver medarbejderne: Certificering er et teamarbejde. Sikr, at alle forstår formålet og bidrager.
- Kommuniker resultaterne: Når I er certificeret, skal verden vide det! Brug det i jeres branding og salgsmateriale.
Certificering er et redskab til at skabe tillid, differentiere jer og drive bæredygtig vækst. For SMV’er, der vil positionere sig som grønne og ansvarlige, er det et naturligt skridt på vejen.
